© Cevirah v/Cecilie Elvira Lassen.                          Kontakt: +4528444357                            Email: cecilie_lj@hotmail.com                                 Pop up events - skiftende lokaler

Om at have tillid til processen

January 12, 2018

Året der er gået har uden tvivl været det vildeste og mest omvæltende år i mit liv. Det var året hvor jeg for alvor lærte hvad kærlighed betyder og vigtigheden i at turde stole på processen. Selv en til tider pænt angstprovokerende proces. 

 

Her sidder jeg i dag med min lille dejlige søn Alfred, der lige har rundet de 4 måneder. Solen skinner udenfor og han er lutter smil. En dag hvor alt er roligt i vores lille barselshule. Roligt kan man dog næppe kalde dette år, der startede med en graviditet der slet ikke var planlagt, men blev kimen til det vigtigste i mit liv. 

 

Lang tid gik der dog ikke før jeg var sikker på at det lille liv og mig hørte sammen, planlagt eller ej. Det blev heldigvis en delt mening, på trods af at Alfreds far og jeg blot er rigtig gode venner og ikke et par som man traditionelt ser. Der stod vi nu sammen og skulle have tillid til en helt ny proces. Vi skulle sammen skabe en såkaldt moderne familie konstellation, alt imens jeg jonglerede med mine yogahold og behandlinger i Cevira og mit studie som psykomotorisk terapeut. Med en mave der blev kæmpe kolonorm stor i forhold til min ikke så prangende højde, var det til tider sin sag. Dog mest af alt en fantastisk tid, fyldt med den der glæde hvor alt bobler indeni af spænding.

 

Året skulle dog fortsat lære mig at navigere og stole på processen i alt det uforudsete. En anelse svært for en person som mi, der godt kan lide det der med at planlægge og bare have en smule kontrol over situationen.

 

Når ro bliver til bekymring

Min graviditet var utrolig nem og egentligt en tid med enorm ro, nærvær og dyb forbindelse til min krop. Jeg havde læst og planlagt ned til mindste detalje hvordan vi skulle have en dejlig rolig og naturlig hjemmefødsel, da jeg altid har haft stor tiltro til kvindekroppen og set på fødsel som den mest naturlige ting i verden. For mig var en hospitalsfødsel derfor slet ikke en del af billedet. 

 

Netop derfor blev min verden pludselig vendt totalt op og ned, da jeg til en scanning kun 2 uger før termin, fik den besked at Alfred på trods af god trivsel i maven, så ud til at være en meget lille baby og at fostervandet så ud til at være minimalt. Derfor anbefalede de langt fra en hjemmefødsel og ville bede mig overveje at få fødslen sat i gang den kommende uge. Jeg var ude af mig selv og mærkede min dybe ro langsomt krakelere og give plads til bekymring. En gennemgribende bekymring, der ikke bare kunne rystes af.

 

Vi endte efter megen overvejelse at følge deres anbefaling. Nogle gange må man gå på kompromis med sine principper for dem man elsker, og selvom intet gik efter min planlægning, er jeg sikker på at det var en god beslutning. Dog kunne min krop kunne slet ikke tåle den medicin der satte fødslen i gang, så jeg havde veer i 10 timer med konstant opkast. Det kan man tale om at mærke sin krop - shit shit shit det var smertefuldt. Alt min yoga ro. Alt min planlægning af naturlig smertelindring og vejrtrækning, hjalp absolut intet! Min krop var i et voldsomt oprør og det samme var min lille, seje fyr. 

 

Efter 10 timer var Alfreds puls dog så kritisk at vi endte med akut kejsersnit. Altså alt andet end en rolig hjemmefødsel. Oveni den meget pludselige omvæltning, kom den lille mand ud og vejede blot 2135 gram. kun 6 dage før termin, ved ingen ved hvorfor. For mig har det været også er så uendeligt ligegyldigt. På trods af alt endte helt anderledes, var det jo lige præcis som det åbenbart skulle være. Man kan ærgre sig eller vælge at acceptere og være med det der nu en gang er.

 

Min lille fyr og jeg blev herefter indlagt i 10 dage, hvor han skulle have min mælk gennem sonde. Det var det hårdeste, største og mest kærlighedsfyldte øjeblik i mit liv.

Alt var ude af min kontrol, med undtagelse af nærværet og kærligheden til min lille bitte nyfødte dreng. Han var mit lys der overskyggede en hver bekymring og vil være det til evig tid. 

 

 

 

 




 



 

 

 

 

 

 

 








Tillid og ro

2017 var for alvor et år hvor jeg på alle aspekter af i mit li skulle opleve hvad det for alvor ville sige at give slip på kontrollen og blot acceptere. Give plads til tilliden i at alting strømmer som det skal, selv hvis jeg ikke helt havde planlagt det sådan. Det har uden tvivl hjulpet mig med at kunne være mere nærværende og trække vejret, når alt brænder sammen i barselshulen og det kun er mig, alene med Alfred de fleste af ugens dage.

 

Her er solen blevet afløst af en smule regn, og Alfred ligger og ser forbløffet ud. Han har lige lært at rulle fra mave til ryg og synes det er vældigt alt samme. Det samme synes hans mor der er vildt begejstret bare han siger en ny lyd.

Please reload

Featured Posts

Kære frygt - kan vi være venner?

February 15, 2017

1/2
Please reload

Recent Posts

January 10, 2018

November 23, 2017

March 26, 2015

Please reload

Archive