© Cevirah v/Cecilie Elvira Lassen.                          Kontakt: +4528444357                            Email: cecilie_lj@hotmail.com                                 Pop up events - skiftende lokaler

Kære frygt - kan vi være venner?

February 15, 2017

At stå midt i en proces, hvor livets uforudselige pegefinger synkroniserer store omvæltninger på én og samme tid, kræver for de fleste af os at vi lige stopper op og mærker at begge fødder stadig har jordforbindelse. Blot mærker og lige husker en dyb vejrtrækning. præcis sådan har jeg det i hvert fald lige nu.

For selvom at der med nye omvæltninger, ofte er tilknyttet et element af spænding (især hvis det er en mere eller mindre selvvalgt en af slagsen), så er det ofte for mit vedkommende sådan, at der midt i mellemrumet af en drømmende spænding, også følger en anden velkendt følgesvend med. Han stiller sig næsten usynligt på sidelinjen og skuler lidt ad det hele…..

Sig hej til den der angstprovokerende fornemmelse af frygt. Den irrationelle og næsten udefinerbare fornemmelse, der når den melder sig på banen, ofte skaber uro og kaos.


Det er nok en ganske velkendt fornemmelse for de fleste af os, om ikke andet så hvert fald i perioder af vores liv. Når frygt vælger at banke på hos mig, er det ofte i perioder hvor jeg føler at mit overblik over tingene begynder at smuldre omkring mig. (Læs: jeg har gang i ALT for mange ting og glemmer jordforbindelsen)

Netop det med at have overblik over situationerne jeg befinder mig i, har især tidligere været en rettesnor der lullede mig ind i en tryg illusion om at have styr på mit shit. Jovist, spontanitet og uforudsete møder drager mig med et lokkende lys og løfter om eventyr. Altså bare så længe jeg kan få lov at holde fast i min smukke illusion om at have kontrol over situationen…

Men let’s face it, man kan slet ikke altid have overblik og kontrol over det vi møder på vores vej. Der hviler heldigvis en forunderlig uforudsigelighed hele livet igennem, og netop den er jeg med årene så småt begyndt at værdsætte enormt meget. Dog kan livets pludselige drejninger indtage mine tanker med storm og som et elektrisk stød efterlade mig med den ulmende frygt i maven.

 

 

Men hvad er det dog vi sådan kan gå at frygte?
Når alt kommer til alt, så kan vi jo aldrig vide hvad vi kommer til at møde. Frygten for ikke at være god nok. Frygten for ikke at være elsket nok. Frygten for alt det ukendte. Det er vel noget af det vi tit hører os selv sige, når vi bliver spurgt om netop dét. (Det gør jeg i hvert fald). Men når det er  sagt, er det så ikke et smukt grundpræmis for hele vores eksistens, at næste øjeblik netop er mere eller mindre ukendt?

De sidste par måneder har været en af de mest givende og spændende rutsjebaneture i mit liv, hvor en masse ukendt farvand er blevet betrådt og stadig ligger og venter i horisonten. Længe inden jeg startede Cevirah Yoga, har jeg gået med en spirrende drøm at at udvide mulighederne for min yogaundervisning, og gerne på en sådan måde at jeg helt selv kunne tilrettelægge det i hjertehøjde med dem omkring mig.

Da det på nærmest magisk vis blev en realitet, at kunne starte med mit midlertidige lokale i Randers, var alt i mig strålende henrykt! Så strålende, at frygten for en stund ingen adgang havde. Næsten samtidigt havde jeg fået den glædelige nyhed, at jeg var blevet optaget på mit drømmestudie psykomotorisk terapi fra februar 2017. Intet problem, kun lutter glæde.

Dertil sneg der sig dog en ret uventet omvæltning ind - en af dem jeg slet ikke havde forestillet mig lå i kortene for mig endnu. Det nye år startede med nyheden om at en lille babyspire ville se verdens lys og at jeg(!) skulle være mor. Selvom blandingen af både overraskelse og usikkerhed, hurtigt blev blev afløst af glæde og afklarethed, stod frygten nu igen på sidelinjen og bankede på. Med tre store omvæltende beslutninger inden for lige knap et halvt år, har jeg i en periode stået i et paradoksalt mellemrum af positivt gå på mod og et bombardement af frygtens panik-sprøgsmål.

“Vil det overhovedet kunne hænge sammen!!(!) Økonomi. Bolig. Baby. Og hvad havde jeg så forestillet mig med alt derimellem. Panik.. ro... Panik!”

 

“Kan jeg overhovedet finde ud af være selvstændig, og så med en baby og et studie på sidelinjen?

“…..Hvad med ham der faren, som jo er rigtig sød, men blot var en uforpligtende date gennem længere tid….! Hvis jeg ikke vil være sammen med ham for real, kan vi så få det til at fungere?"

….. og sådan havde frygten taget førersædet for en stund. Tusind tanker bød (og byder stadig nogle dage) op til tango, og i starten var det svært at se udover den hvirvelvind.

 

Frygt - kan du blive min ven? (dog ikke en af dem i inderkredsen)
Men ved du hvad, selvom det kan virke som om frygten kan handlingslamme os fuldstændig, så har jeg med tiden erkendt at hvis vi med mod og en portion kærlig accept, tør se frygten i øjenene - så kan selv frygten blive en kærlig reminder om at dét vi har gang i, er noget der virkelig har betydning. Tænk hvis vi slet ikke frygtede (bare en lille smule) for resultatet af de  beslutninger vi hver dag står over for - ville det så virkelig betyde noget for os?

Da det perspektiv på frygt begyndte at vokse hos mig, var det som om det blev bare en smule nemmere at håndtere den urolige fornemmelse der følger med (som vi hurtigt kan blive enige om bare føles øv!). Uden at gå med på de præmisser og ofte urealistiske scenarier som min frygt rummede, kunne jeg pludselig anerkende den som en del af min skabende proces. Den kan herigennem blive en af de venner vi accepterer for hvem de er, uden de har så meget at sige for den endelige beslutning. For dér har frygten ikke så meget at skulle have sagt. Punktum. Nej.

 

 Photography credits: Kindra Nikole Photography

 

For nogle uger siden, faldt jeg over et fedt citat fra Elizabeth Gilbert, hvor hun meget fint beskriver hendes forhold til frygten: “You’re allowed to have a seat, and you’re allowed to have a voice, but you are not allowed to have a vote. You’re not allowed to touch the road maps or suggest detours; you’re not allowed to fiddle with the temperature. Dude, you’re not even allowed to touch the radio. But above all else, you are absolutely forbidden to drive.” – Elizabeth Gilbert

I stedet for at være en begrænsende faktor, bliver frygten med en smule mere accept pludseligt nemmere at træde udover og på et tidspunkt står vi på den anden side og opdager “at hov, jeg klarede det rent faktisk - og det føles fucking fantastisk!”

Har du på samme måde, områder i dit liv hvor det føles som om at frygten invaderer dit ellers rolige space - og tør du når netop det sker, se den i øjnene og i stedet ryge en fredspibe med den?

 

Please reload

Featured Posts

Kære frygt - kan vi være venner?

February 15, 2017

1/2
Please reload

Recent Posts

January 10, 2018

November 23, 2017

March 26, 2015

Please reload

Archive